Reglesæt for afvikling af DKK's mentalbeskrivelse!
Alle DKK stambogførte hunde samt hunde med FCI anerkendte stambog kan deltage.En hund kan tidligst beskrives når den er fyldt 10 mdr. Kun resultater af hunde i alderen 10-24 mdr. vil indgå i raceprofilgennemsnittet. (Der er raceprofil på Boxeren)
Hunde over 24 mdr. kan godt beskrives, og resultaterne skal også registreres i DKK, men disse indgår ikke i raceprofilgennemsnittet.
Løbske tæver kan deltage, men beskrives til sidst. Kastrerede og steriliserede hunde kan også beskrives.
Specialklubben skal have en lovpligtig arbejdsskade og erhvervsansvarsforsikring. For deltagende hunde skal ejeren på dagen, skrive under på at hunden har en dækkende ansvarsforsikring.
Vedr. halekupering.
Der henvises til gældende lovgivning, som forbyder enhver fremvisning af halekuperede hunde født efter 1 Juni 1996.
Stumphale.
Hunde født naturligt stumphalede med DKK anerkendt attest må gerne deltage.
Til DKK's mentalbeskrivelser skal der benyttes 4 autoriserede mentalbeskriver, hvoraf den ene skal være teamleder.
En mentalbeskriver må ikke deltage i beskrivelsen af egne hunde eller eget opdræt.
Hvis der er gået 12 mdr. eller mere siden afhændelsen af eget opdræt, kam mentalbeskriveren godt deltage i teamet, hvor eget opdræt deltager, bare det er en anden beskriver, der beskriver opdrættet.
Mentalbeskrivelsen af hver enkelt hund tager ca. 45 minutter. Ved afslutningen vil testlederen gennemgå hundens reaktion på de enkelte momenter og svare på spørgsmål.
Afholdelse af mentalbeskrivelsen.
Som det første kontakter man en teamleder, de findes på DKK's hundeweb, hvor man også kan se hvem der er mentalbeskrivere.
Allerede, når teamlederen giver tilsagn om at medvirke ved mentalbeskrivelsen, aftales der tid med specialklubben om godkendelsen af det område, hvor testen skal forgå.
Ved godkendelsen af området, lægges der vægt på følgende:
-At testen kan afvikles under sikre forhold for hunde, og uden forstyrrelser fra uvedkommende(heste, joggere og andet?)
-At de enkelte testmodeller kan opstilles, så testen kan afvikles korrekt, d.v.s. på et nogenlunde jævnt areal, helst med græs og gerne områder med sten/pinde eller skovbund. Der må meget gerne være buske/træer i området så man kan skjule figuranten. Der skal være plads til 8 testmodeller, som skal være placeret sådan, at den ene model ikke forstyrre afviklingen af en anden.
-At specialklubben har sikret sig de nødvendige tilladelser, blandt andet tilladelse til færdsel med løse hunde.
Der beskrives normalt 10 hunde på en dag. Et hold på fem hunde før middag, og et hold på fem hunde efter middag. Da hundeførere og publikum er en del af kulissen ved beskrivelsen, opfordres de til at deltage under beskrivelsen af hele det hold de deltager på. Derfor udleveres testresultatet først når den sidste hund på hvert hold har været gennem banen.
Eventuelle spørgsmål om banegodkendelse, afvikling af test o.l. kan rettes til teamlederen.
Af Helle Schwartz
DKK's Mentalbeskriver.
|